Skal Danmark sikre sin fortsatte position som et konkurrencedygtigt samfund, har det danske arbejdsmarked brug for medarbejdere med såvel faglige som internationale kompetencer.
Mange private virksomheder ønsker at gøre forretning andre steder i verden. Og mange offentlige virksomheder oplever, at medarbejderskaren og borgerne bliver mere og mere mangfoldige. I både den private og offentlige sektor kræves det således, at medarbejderne bliver bedre til at forstå og acceptere andre og mere forskellige kulturer.
Der er således brug for at sætte fokus på, hvordan vi kan styrke internationaliseringen af uddannelserne og de studerendes internationale kompetencer samtidig med, at de bevarer en høj grad af faglighed.
På den baggrund har Undervisningsministeriet bedt FBE – Forum for Business Education om dels at kortlægge aftagernes syn på udlandsophold under studierne og dels at kortlægge virksomhedernes interesse for aktivt at gå ind i at etablere praktikophold i udlandet.
Kortlægningen skal danne basis for, at Undervisningsministeriet kan udarbejde en strategi for at styrke internationaliseringen af erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne.
Kortlægningen er udført i samarbejde med Undervisningsministeriet og en ressourcegruppe, som ministeriet har nedsat til at bidrage i udviklingen af internationaliseringsstrategien. Medlemmerne af ressourcegruppen er:
- Tove Heideman, University College Syd
- Peter Aalykke, VIA University College
- Inger Munk, Medie- og Journalisthøjskolen
- Anne Mette Zachariassen/René Foli, TEKO
- Jytte Mansfeld, Niels Brock
- Christiane Misselbeck-Winberg/Ditte Amskov, CIRIUS
FBE har samarbejdet med konsulent Rasmus Tue Pedersen fra konsulentfirmaet Damvad om rekruttering af virksomheder til undersøgelsen. Fra FBE er kortlægningen udført af Susanne Brandenborg Boeck, chefkonsulent i FBE, Tine Filges, freelancer og interviewmoderater samt Sofie Bejbro Andersen og Signe Kring, studentermedhjælpere i FBE.