David Plouffe var kampagneleder og chefstrateg for Barack Obamas præsidentkampagne. Efter at Obama havde vundet præsidentvalget den 4. november, betegnede han David Plouffe som »kampagnens ubesungne helt, som tilrettelagde den bedste politiske kampagne i USA’s historie«. Og Chicago Tribune har skrevet, at Plouffe var »hjernen bag Obamas vinderstrategi«.
Om David Plouffe
David Plouffe var kampagneleder og chefstrateg for Barack Obamas præsidentkampagne. Det lykkedes Plouffe at styre kommunikationen under kampagnen med fast hånd, bl.a. ved at have kontrol med lækager og udsende nyt om kampagnen på dens egne betingelser. Det lykkedes ligeledes Plouffe at bevare kontrollen med Obama-kampagnens interne funktioner og undgå de småstridigheder, der ofte har skadet andre kampagner, når de blev luftet offentligt.
Plouffe indledte sin politiske karriere med at arbejde for senator Tom Harkin under dennes genvalgskampagne i 1990. Senere arbejdede han for Harkin i den fejlslagne præsidentkampagne i 1992. Samme år stod han for John Olvers vellykkede første genvalg til Kongressen for Western Massachusetts. Fra 1997 til 1998 fungerede Plouffe som demokraternes leder Dick Gephardts vice-stabschef. I 1999-2000 var Plouffe direktør for Democratic Congressional Campaign Committee.
I 2000 kom Plouffe til AKP&D Message and Media, et politisk mediekonsulentfirma, som han forlod for en kort bemærkning for at være strateg for Gephardts fejlslagne forsøg på at blive præsidentkandidat. Han vendte tilbage til firmaet og blev i februar 2004 partner i firmaet. Fra begyndelsen af 2003 arbejdede Plouffe og kollegaen, David Axelrod, der også er partner i AKP&D, på Barack Obamas Illinois Senatskampagne i 2004, hvor hans samarbejde med Obama således begyndte. Plouffe og Axelrod arbejdede også sammen om Deval Patricks vellykkede kampagne i 2006 om guvernørposten i Massachusetts.